Blogindlæg, 19. juni 2026, skrevet af Rikke Homar
Er vi blevet roommates?
Jeg tror ikke, der er mange, der vågner en morgen og tænker: “Nu er vi blevet roommates.”
Det sker ofte meget mere snigende. En dag opdager man bare, at man savner noget, man ikke helt kan sætte ord på.
Jeg kan huske, at jeg selv oplevede det i glimt i de sidste år, før min (nu eks)mand og jeg gik fra hinanden. For eksempel, når vi stod ved en koncert, og et nummer bare ramte mig lige i hjertekulen. Og ja, jeg ved det lyder mega cheasy, men for mig var det Jacob Bellens, der ramte mig med nummeret ”My convictions”. Av! Og jeg følte mig SÅ mutters alene lige dér. Selvom min mand Morten stod lige ved siden af mig, og måske holdt han oveni købet om mig. Det tror jeg. Men jeg mærkede det ikke. Jeg mærkede for første gang i lang tid mig selv, og mine egne følelser, der manifesterede sig som tårer i øjnene, jeg ikke kunne holde tilbage, og som jeg bare håbede, han ikke så, da jeg jo ikke kunne forklare det. I hvert fald ikke uden at såre…
For jeg kunne mærke noget indeni, der føltes forkert. Noget, der ikke føltes som kærlighed, men allermest som ensomhed.
Og i dag kan jeg se, at vi burde have gået i parterapi dengang. Fordi vi havde glemt at være kærester. Vi var blevet roommates!
Vi talte – men ikke om det indeni!
Vi var holdt op med at tale om det, der var indeni. Og skal jeg være helt ærlig, så havde vi nok aldrig været så gode til at sætte ord på vores følelser, selv dengang vi lige havde mødt hinanden. Der gik tingene ligesom af sig selv. Og pludselig havde vi 3 børn og et hus og to katte og studier og jobs med alt, hvad det indebærer. Og så overtog snakkene om det praktiske…
Vi levede parallelt
Og stille og roligt gled vi fra hinanden. Vi begyndte at leve ”parallelle liv”. Jeg hentede børn og forberedte maden, fordi jeg var tidligst hjemme og min mand handlede og smurte madpakker.
Jeg læste godnathistorier for alle tre børn de fleste dage. Nogle gange skiftes vi lidt, og nogle gange kunne vi blive enige om at læse sammen med alle tre, men for det meste foregik det hver for sig, så historierne matchede deres alder. Og det var den bedste stund på dagen, fordi vi havde god tid sammen. Men med den konstellation gik tiden altså desværre fra parforholdet, som vi glemte at pleje.
Selvom vi også i begyndelsen af vores forhold havde fået rådet om at huske at være kærester, så glemte vi alt om det, når hverdagen kørte derudad. Hvis et par kom til mig i dag, så ville jeg råde dem til at sørge for at pleje begge dele, så ikke alle aftener gik med godnatlæsning. For det letteste er jo bare at opfylde de behov, man kan mærke tydeligst, dem, der larmer mest. Og det er jo ofte børnene, man er mest opmærksom på. For når man har vænnet dem til, at man læser hver aften, så er det jo sådan!
Efter godnatlæsningen gik de fleste aftener for mig med forberedelser til næste dag, og jeg prøvede at komme tidligt i seng efter en lang, krævende dag. Og min mand blev ofte oppe til sent, og når han så kom i seng meget senere, så var jeg ofte irritabel, fordi jeg jo endelig lige var faldet i søvn.
Og hvis så en sjælden gang en af os fik lyst til at mærke nærhed, så var det jo langt fra sikkert, at den anden lige var klar på det. Vi havde jo vænnet os selv til at leve uden den nærhed.
I dag kan jeg se det klart
I dag føles det trist for mig at tænke tilbage på de år. Fordi jeg nu kender mig selv bedre og ved, at det er så vigtigt for mig, at jeg kan mærke en forbindelse dagligt. Det er vigtigt for mig at vise og modtage kærlighed – hver eneste dag.
Derfor oplevede jeg i det forhold noget, der føltes som en langsom indre død eller i hvert fald følelsesløshed. Men jeg følte jo noget, for at føle sig følelsesløs er jo også en følelse! Og jeg kunne vitterligt ikke mærke mig selv. Jeg fungerede udadtil, og jeg fik gode ideer og var kreativ på mit arbejde, men min krop var et redskab til at udføre de praktiske opgaver. Ikke en kilde til glæde, og nydelse var for mig som en by i Rusland!
Det er baggrunden for min praksis
Det er derfor, jeg har læst til sexolog, fordi jeg vil forstå, hvordan dette kunne ske, og hvad jeg kunne have gjort. Og ikke mindst, hvordan jeg kan hjælpe andre med ikke at nå derhen, hvor man ikke kan nå hinanden mere.
Måske har du ikke stået til en koncert med tårer i øjnene og følt dig alene, og at din kæreste var blevet fremmed for dig? Men siden du læser dette, så kan det være, fordi du har opdaget små tegn på, at nærheden mellem jer er blevet svagere.
Måske har du tænkt noget i retning af:
“Er vi ved at glide fra hinanden?”, “Er vi ved at blive mere roommates end kærester?” eller “Er det normalt, at nærheden bliver mindre?”
Når jeg ser tilbage i dag, var der faktisk nogle tydelige tegn, som vi overså. Måske kan du genkende nogle af dem? I taler mest om det praktiske. I lever parallelle liv. I savner nærhed, men taler ikke om det.
Hvad kan man gøre i stedet for?
Mange par tager desværre først afstanden alvorligt, når den er blevet stor og uoverskuelig. Det er helt naturligt, at man trækker sig, når man kan mærke, at den anden ikke længere søger én. Det gør man for at beskytte sig selv mod afvisning. Men her er det bedre at opsøge den, man elsker og være ærlig – også selvom det gør én sårbar. Alternativet er jo (som hos os), at man i frygten for at såre hinanden (og sig selv) bare kører videre og håber at tingene løser sig af sig selv!
Hvis I kan genkende noget af dette, så er det tid til at stoppe op og tage en snak om det. Og lad nu være at gøre som os, at gå rundt som katten om den varme grød i årevis, indtil I stille og roligt har mistet kontakten og måske i værste fald er begyndt at ”af-elske” hinanden, som man typisk gør for at beskytte sig selv mod et brud. Sådan en samtale er sjældent let. Tværtimod. Ofte er det netop den slags samtaler, vi gør alt for at undgå, fordi vi er så bange for at såre hinanden eller blive afvist. Men tag den, fordi der er noget virkelig vigtigt på spil for jer.
I dag ved jeg, at det ikke var kærligheden, der forsvandt først. Det var kontakten. Følelsesmæssig afstand opstår nemlig ofte længe før, vi tænker på parterapi. Og jo tidligere vi opdager det, desto lettere er det at gøre noget ved.
I er på ingen måde alene om at have det sådan. Og heldigvis behøver man ikke vente med at reagere på det til den er helt gal. Derfor har jeg lavet online-kurset, der hedder Pas på parforholdet – inden I bliver roommates. Fordi jeg ved, hvor let det er at overse de små tegn. Og fordi jeg ved, hvor stor forskel det kan gøre at reagere, mens der stadig er noget at bygge videre på. Det er det kursus, jeg selv ville ønske, vi havde taget, mens der stadig var noget vigtigt at bygge videre på. Held og lykke med jer
Kærlig hilsen
Rikke 🧡
#parforhold #goderåd #kærlighed #langtidsholdbar #digogmigforaltid #kærlighedssprog #samhørighed #varigkærlighed #hverdag
Skriv et spørgsmål her og så svarer jeg enten her eller på min Instagram-profil, som du finder link til i bunden af sitet. Spørgsmålet bliver selvfølgelig behandlet anonymt.