Kurser med gruppe-terapi
Jeg faciliterer gerne små gruppekurser med særlige fokuspunkter efter aftale.
Kurserne kan afholdes fra kl. 9-12, 12-15, 15-18 eller 18-21 efter aftale om, hvad der passer jer bedst.
Formen kan I selv være med til at præge. Her er det op til jer, hvor åbne I er for mig og for hinanden, og hermed bestemmer I selv, hvilken form seancen tager, om vi bruger mest tid på kursus eller gruppe-terapi.
Det kan være, I er fem kollegaer, som gerne vil på et kursus i kvindens seksualitet eller hvad I selv kan gøre for at forbedre jeres sex- og kærlighedsliv. Eller det kan være I gerne vil tale med en terapeut om jeres dating-liv for at få nogle nye input.
En af fordelene ved at deltage i et kursus med gruppe-terapi er, at I ikke blot får min sparring, men at I lytter til hinandens fortællinger og input og dermed opnår et nyt perspektiv og ofte opdager, at I ikke er alene om at have det, som I har det. Det kan være en kæmpe lettelse at tilbringe tid med ligesindede.
Dette er kurser, som vil blive oprettet, så snart der er nok tilmeldte. Hvis du er interesseret i et emne, og gerne vil meldes på et kursus i nær fremtid, når der er interesserede nok, så skriv til mig her. Så vender jeg tilbage for at bekræfte – og så får du nærmere besked, når kurset kan oprettes.
Lad dit selvværd blomstre
Find din indre styrke og gør drømme og mål til virkelighed! Oplever du, at du af og til modarbejder dig selv med tvivl såsom ”Det nytter ikke noget. Jeg har ikke, hvad der skal til”? Så kunne dette kursus være noget for dig. Vi arbejder på at finde frem til en øget vitalitet og vilje, og skelner mellem selvtillid og selvværd. Når dit selvværd kommer i balance, kan du frigøre mere glæde, optimisme og en mere positiv tilgang til alting.
Pas på parforholdet
Føler I, at I lysten bliver nedprioriteret i en hverdag med børn, arbejde og huslige pligter? Drømmer I om at få en tættere kontakt og blive bedre til at løse hverdagens små konflikter på en mere kærlig og konstruktiv måde?
Find hinanden igen, følelsesmæssigt og seksuelt! Det arbejder vi med på dette kursus. Vi gennemgår de vigtigste faktorer i et kærligt, levende og holdbart parforhold. Der vil være en del øvelser, som I kan deltage i og reflektere over på egen hånd og som par. Det vil naturligvis være en stor fordel at troppe op som et par for at få hele pakken af viden med hjem, så I kan bruge den mere bevidst sammen fremover. Jeg vil glæde mig til at se jer og præsentere jer for den viden, som ligger til grund for en sund dynamik i et kærligt, levende og langtidsholdbart parforhold.
At trives i en sammenbragt familie
Uanset om man er biologisk eller bonusforælder og om man lever sammen eller i et COLA-forhold (COuples Living Apart), så kan den sammenbragte konstellation bringe nogle følelser frem, du ikke vidste du havde i dig. Det kan være, fordi børnene ikke er lige så begejstrede for konstellationen, som I er, hvilket kan skabe problemer for jeres parforhold. Der kan opstå uoverensstemmelser i forhold til forskellige opdragelsesstile. Hvis der er børn fra begge familier og i flere aldersgrupper kan der være mange behov og dagsordener at tage hensyn til. For slet ikke at tale om, hvordan ekser på begge sider kan skabe ravage. Alt dette er noget, det kan lette at tale med andre om – og da især nogle, der kender til disse frustrationer og følelser.
Tal om jeres kærlighed og sexliv
Uanset om man netop har fundet sammen eller om man har været sammen i mange år, så kan det være svært at tale om de ting, der kunne fungere bedre i parforholdet. Af frygt for at den anden skal opleve samtalen som kritik og trække sig, så lever man i håbet om, at de små problemer løser sig af sig selv! Derfor har problemerne det med at hobe sig op og så kommer de til at fylde mere og mere indeni over tid. Derfor vil jeg opfordre til, at I får åbnet for de samtaler, som kan skabe grobund for meget mere dybde og ærlighed i jeres parforhold.
Mere erotik, tak!
Længes du efter at opleve en intim følelsesmæssig forbindelse, erotisk nydelse og lækker, langstrakt sex? Her kan du og din partner få et kursus i at opbygge intimitet, spænding og variation i jeres erotiske liv. Tag gerne din partner eller et par veninder med og få masser af inspiration med hjem til at booste jeres erotiske dynamik. Det vil naturligvis være en stor fordel at troppe op som par, så I kan bruge jeres nye viden bevidst sammen fremover, men det er ikke et must.
Skab mere nydelse
Vil du blive klogere på, hvad der kan tænde dig seksuelt? Hvad kan få dig til at længes efter erotik? Hvad kan man gøre for at give og få mere nydelse og måske en orgasme? Dette kan du bl.a. blive klogere på ved hjælp af dette kursus. Dette kursus er specielt lavet til alle, der ønsker at blive klogere på især kvinders seksualitet. Tag gerne din kæreste med og kom og få noget at tale om og udforske nærmere derhjemme.
Få lysten tilbage
Hvis du føler lysten i dig og gnisten mellem dig og din partner er forsvundet, så fortvivl ikke, for det behøver ikke at betyde, at der er noget i vejen med dig eller med dit parforhold. Lysten kan nemlig sagtens gemme sig, men du kan få den tilbage i dit liv, hvis du finder ud af, hvad der skal til for at kalde den frem. Det vil jeg gerne hjælpe dig med. Drømmer du om hede nætter med din elskede (måske som før i tiden)? Eller vil du bare gerne vide mere om, hvad der sker med dig og din krop, når du nærmer dig overgangsalderen? Så er dette kursus noget for dig.
Myter om mænds seksualitet
Vil du lære mere om myter og tabuer om mænds seksualitet? Her er et kursus til alle, der ønsker at blive klogere på mænds seksualitet. Det hjælper ofte på forståelsen at få afklaret og afmystificeret de mange antagelser, man kan gå og have om hinanden i hverdagen. Tænker mænd virkelig på sex dagen lang? Og kan og skal de virkelig altid kunne præstere en hård rejsning? Dette kan du bl.a. blive klogere på ved hjælp af dette kursus.
Brug dit hjerte som telefon!
Har du nogle gange svært ved at italesætte dine behov? Det kan betyde, at dine grænser let bliver overskredet, når du ikke magter at sige til og fra. Hvis du bliver bedre til at kommunikere de ting ud, som du vil, vil der automatisk opstå en større forståelse omkring de ting, du kommunikerer ud. For at kunne forstå og kommunikere med andre handler det også om at lytte. At øve sig på at lytte med hjertet og virkelig høre, hvad andre prøver at sige. Det arbejder vi med på dette kursus.
Lad din kærlighed få frit flow!
Selvom du elsker din partner og han eller hun elsker dig, så er det ikke sikkert, at I viser jeres kærlighed på den samme måde. Derfor skal man nogle gange være meget opmærksom og kende hinanden godt for at lægge mærke til og værdsætte alt det, ens partner eller nære familie eller venner gør for at vise én kærlighed. Her er det vigtigt, at man lærer at afkode de signaler ens nærmeste sender til én om, at man er betydningsfuld.
På kurset øver vi os i at mærke de dybe følelser, der er vores vej frem i livet og i vores følelsesmæssige udvikling. Følelserne kan hjælpe os med at styrke vores naturlige, kærlige relation til andre og til os selv. Vi vil hermed få mulighed for at elske mere og dybere og kunne udfolde vores kærlighed mere frit – både i kærlighedsforhold og generelt i livet.
Omfavn dit indre barn
Når du er i en konflikt, kan du opleve, at du reagerer uhensigtsmæssigt, og at din reaktion måske er lige i overkanten i forhold til den konflikt du står i. Andre vil måske mene, at du overreagerer eller skaber unødvendigt drama... Men indeni dig opleves situation som noget nær liv eller død! Her er det dit indre barn, der er aktiveret, og din reaktion kan dække over en ubearbejdet konflikt indeni dig. Ved at blive bevidst om, hvad det er dit indre barn har savnet og derfor har brug for at få i en sådan situation, kan du hele dine barndoms-traumer stille og roligt ved at mærke og tage dig af dit indre barn. Vi går ind i, hvilke konflikter der kan være på spil. Måske kan du komme lidt nærmere på dit indre barns behov?
Andre oplagte emner for fremtidige kurser
Her er nogle oplagte muligheder for fremtidige kurser. Skriv endelig, hvis noget kunne være interessant at høre om for dig.
Så har jeg din interesse med i tankerne, når jeg planlægger nye kurser.
• Det bevidste parforhold (om faktorerne i et kærligt og holdbart parforhold)
• Sexlivets vilkår i en moderne (børne)familie
• Sexlivets vilkår og generel trivsel i en sammenbragt familiekonstellation
• Normer for parforhold og sex
• De fem kærlighedssprog
• Tilknytningsmønstre og -sår
• De fem erotiske sprog
• Tabuer og myter om sex
• Seksuel selvtillid (ift. krop og tidligere erfaringer med kærlighed og seksualitet)
• Selvværd, selvtillid og viden om egne mønstre og triggere
• Samtykke og grænser
• Lysthjulet (om Betty Martins Wheel of Consent)
• Kønsidentitet
• Normer for seksualitet (fx ift. porno og andres erfaringer)
• Forskellige veje til nydelse
Send en besked, hvori du kort beskriver, hvem kurset er til og hvilke emner, I kunne tænke jer at vide mere om. Foreslå gerne et tidspunkt, hvor det ville passe dig eller jer. Så vender jeg tilbage for at aftale nærmere.